Hawaii, stat i USA, der består af 132 vulkanske øer i en 2450 km lang økæde (tidl. Sandwich Islands) i det nordlige Stillehav; 16.760 km2, 1,37 mio. indb. (2011). 99% af arealet udgøres af de otte hovedøer mod sydøst, og hele befolkningen bor her; flest på Oahu (953.200) med hovedstaden Honolulu..

 

De mange småøer i det nordvestlige Hawaii er ubeboede; militærbasen Midway har særlig status. Hawaii blev i 1959 USAs 50. stat. Tilnavn: The Aloha State.

 

Den største ø, Hawaii, har aktive vulkaner; i 1790 var der dog også udbrud på naboøen Maui.

 

Den oprindelige befolkning, kanaka maoli 'de sande mennesker',

 

På baggrund af en periodevis stor indvandring fra især Nordamerika og Asien er befolkningen etnisk meget sammensat. 

 

Indbyggere af blandet hawaiiansk (polynesisk) afstamning udgør et mindretal på ca. en tiendedel, mens asiater og hvide udgør hhv. 42% og 27%. 1950-95 blev indbyggertallet mere end fordoblet, og væksten var fortsat høj, især pga. et stort fødselsoverskud (fødselsrate 18,5‰, dødsrate 6,1‰. Middellevetiden på 80 år (2000) er blandt de højeste i verden.

 

Hawaiis oprindelige befolkning menes at være indvandret fra Polynesien i flere bølger i løbet af det første årtusinde e.Kr. 

I 1778 kom James Cook som den første europæer til øerne; han gav dem navnet Sandwich Islands efter den daværende britiske flådeminister, John Montagu, jarl af Sandwich (1718-92). 

 

Omkring 1795 blev alle øerne på nær to samlet til et rige under Kamehameha 1. (1758-1819); de sidste to øer blev efter forhandlinger indlemmet i 1810. 

 

Kamehamehas efterfølger afskaffede den traditionelle tabureligion, men en egentlig missionsvirksomhed begyndte først i 1820'erne. 

En stor del af den indfødte befolkning var da død af en række sygdomme, som europæiske og amerikanske hvalfangere havde ført med sig. 

 

I 1851 stillede Kamehameha 3. (1814-54) øerne under USA's beskyttelse, i 1887 fik USA rådighed over Pearl Harbor, og fra 1908 blev havnen udbygget som base for Stillehavsflåden.

 

Tiltagende amerikanske interesser i sukkerplantager med brug af arbejdskraft importeret fra Kina og Japan og øernes afhængighed af afsætningsmarkedet i USA førte til, at dronning Liliuokalani (1838-1917) i 1893 blev afsat. 

 

USA's præsident, Grover Cleveland, afviste dog kupmagernes anmodning om at annektere øerne. 

I stedet oprettedes i 1894 Republikken Hawaii med amerikaneren Sanford B. Dole (1844-1926) som præsident.

 

Med USA's erhvervelse af Filippinerne i 1898 blev annektionsplanerne igen taget op; Hawaii fik i 1900 status som amerikansk territorium. 

Efter 1. Verdenskrig tog amerikaniseringen fart.

Det japanske angreb på Pearl Harbor 7.12.1941 blev den umiddelbare anledning til USA's indtræden i 2. Verdenskrig, og Hawaii fik en helt central rolle for krigsførelsen i Stillehavet. 

 

Efter adskillige forslag både før og efter krigen blev Hawaii i 1959 optaget som stat i USA samtidig med Alaska.

 

Med et personel på ca. 60.000 er militæret en stor arbejdsgiver og vigtig økonomisk faktor. 

 

De største militæranlæg findes på Oahu med Stillehavsflåden i Pearl Harbor og på Hawaii Island med Pohakuloa Military Reserve. 

 

Øen Kahoolawe, der i 1941 blev inddraget til prøvesprængninger, overgik i 1994 til civile formål efter pres fra grupper, der arbejder for et selvstændigt Hawaii, heriblandt the Native Nation of Hawaii (grdl. 1987), som har ca. 20.000 medlemmer.

 

Militærets betydning overgås kun af turismens; den beskæftiger næsten halvdelen af befolkningen og har været delstatens vigtigste erhverv siden charterflyvningens gennembrud i 1960'erne. 

 

Bortset fra Kahoolawe og den privatejede Niihau er hovedøerne feriemål for 7 mio. turister om året. 

Til de største attraktioner hører Waikiki Beach efterfulgt af Hawaii Volcanoes National Park på Hawaii og Haleakala National Park på Maui. 

 

Hertil kommer, at klimaet, naturen og de mange rekreative muligheder virker dragende i sig selv. Fx råder øerne over mere end 1600 surfstrande og 60 golfbaner.

 

Landbruget nyder godt af det tropiske klima og frugtbare, vulkanske jorde. Suppleret med kunstvanding kan man dyrke næsten alt: sukkerrør, ananas, bomuld, ris, sisal, bananer, macadamianødder, grøntsager og alverdens eksotiske blomster og frugter. 

 

Ser man bort fra det illegale salg af marihuana (lokalt: pakalolo), har sukker siden 1800-t. og ananas siden 1900 historisk set været de vigtigste eksportafgrøder, men i slutningen af 1900-t. havde de fuldstændig mistet deres betydning. 

Hele landbrugssektoren domineres af store agribusiness-selskaber, der ejer størstedelen af landbrugsarealet, inkl. vidtstrakte græsningsarealer for kvæg.

 

Skove findes især på de NØ-vendte bjergsider; bl.a. findes rester af den oprindelige regnskov med mange tusinde endemiske plante- og dyrearter. 

 

Andre steder består den naturlige plantevækst af en halvtør steppevegetation. Variationen skyldes en forskellig eksponering for de fremherskende passatvinde, og årsnedbøren svinger fra over 1100 cm på vindsiden af bjergene til mindre end 40 cm på læsiden. 

 

Bortset fra de høje bjergområder (Mauna Kea 4205 m) er klimaet overvejende tropisk, og temperaturerne overalt ret ensartede med middeltemperaturer på 22 °C i januar og 26 °C i juli. Kysterne veksler mellem stejle klipper og brede sandstrande og er de fleste steder omgivet af koralrev.

 

 

 

 

Skandinaver som slaver på Hawaii

 

En folketælling i 2000 viste at over 9.000 af Hawaiis 1,2 millioner indbyggere har norske rødder. 

En lille gruppe nordmænd gjorde det godt som plantageejere på Hawaii, blandt dem kaptajn Christian L'Orange fra Halden. 

Som agent for immigrationskontoret på Hawaii, tog han i 1880 til Drammen for selv at plukke egnede arbejdsfolk ud. 

 

Annoncer i Drammens Tidende fristede med gratis rejse og fri kost om bord, dog mod at underskrive en kontrakt om tre års pligtarbejde på øerne. I de tre år skulle immigranterne få gratis kost og logi, samt en månedsløn på ni dollar for mænd over tyve år, og fire dollar for kvinder. Det var noget mindre, end andre på Hawaii tjente, så i virkeligheden betalte immigranterne rejsen selv. 

 

Men i slutningen af 1870'erne var det nedgangstider for skibsfart og trælasthandel, med stor arbejdsløshed og fattigdom som konsekvens. Folk ledte fortvivlet efter en udvej til en bedre tilværelse.

27. oktober 1880 forlod det første skib med udvandrere Drammens havn. Om bord på barken "Beta" var 327 voksne og 69 børn. De fleste kom fra Drammens-distriktet og det centrale Øst-Norge, men der var også folk fra Sverige og Danmark.

De fleste var mellem 20 og 30 år. 

 

Som proviant medbragte de brød, kiks, mel og vand, levende grise og høns. Slægt og venner tog afsked med salmer og tårer i Bragernes bedehus. Det blev også sidste gang, de så de rejsende, for ingen af dem vendte nogensinde tilbage.

 

Juleaften 1880 rundede "Beta" Kap Horn. Dagen blev fejret forhåbningsfuldt med pakker og god mad, men dermed tog heldet også slut. 

Flere vandfad sprang læk, maden blev fordærvet, og der var for lidt af den. 

 

I løbet af rejsens fire måneder døde ni af børnene, og en mand brød sammen og måtte holdes indespærret i et bur på dæk. Dengang var Panama-kanalen ikke bygget endnu, og rejsen til Hawaii var dermed fire gange så lang som til New York, og medførte også to krydsninger af ækvator. 

 

18.februar 1881 ankrede "Beta" op i en bugt på Maui-øen. 

 

To måneder senere ankom søsterskibet "Musca" med yderligere 200 emigranter. Velkomsten var barsk. Samtlige fik et papir fæstet til brystet. 

Derefter blev de forkomne skandinaver fragtet til arbejdsstederne i oksekærrer. 

 

For at undgå oprør sørgede immigrationskontoret for at sprede dem. Ægtepar og ugifte mænd endte på møller og sukkerplantager. Ugifte kvinder fik huspost i Honolulu. Arbejdsgiverne kunne ifølge kontrakten om pligtarbejde købe og sælge dem. I realiteten var de altså slaver.

 

Rigtignok fik de gratis kost og logi, men logiet var rene brakker, og kosten så spartansk, at de var nødt til at supplere den af egen lomme. Kom de fem minutter for sent, blev de trukket en halv dollar af den lille løn, de modtog. Ved sygdom blev de henvist til læger, der blev lønnet af plantageejerne for at erklære dem raske, selv om de var syge, og også gravide måtte arbejde hårdt frem til fødslen. Arbejdede de ikke hurtigt nok, slog arbejdsformanden dem med en stok. Det endte med en strejke og påfølgende retssag, som immigranterne tabte. 57 mænd måtte i fængsel.

 

Ingen af de 600 kom tilbage til Europa. Nogle gik til grunde i fattigdom, andre skabte sig efterhånden en tålelig tilværelse, nogle ved at flytte til USAs fastland. 

 

I Drammen hed det sig, at de udvandrede drammensere gik under navnet "akameier" på Hawaii, fordi de sukkede tungt over tilværelsen på Sydhavsøerne, og sagde: "Akkameg!" for at udtrykke det. 

Imidlertid betyder akamei "opvakt, intelligent" på hawaiiansk.

 

Skandinaviske navne fik et polynesisk tilsnit. Disse navne går i dag i arv blandt skandinavernes efterkommere: Alfred – Alapai, Arthur – Aka, Ernst – Eleneki, Erik – Elika, Thomas – Koma, Markus – Maleko, Normann – Nomana, Robert – Lopaka, Elisabeth – Elikapeka, Hilde – Hileka, Ingrid – Inakika, Josefine – Lokapine, Olga – Oleka, Marie – Malia. 

 

En af Hawaiis dygtigste hula-dansere hedder Malia Ann Kawailanamalie Petersen – det sidste efter sin norske bedstefar.

Fra år 1620 og frem konkurrerede europæiske kræfter, primært England, Frankrig, Portugal og Spanien, om positioner og territorier og bragte alle gamle kampe videre i dette nye land. 

 

Sydpå udviklede engelske forretningsmænd en bomuld og tobak plantageøkonomi som brugte tvungen arbejdskraft og dermed legaliserede slavehandel. 

I år 1800 var hver 5 menneske i USA slave. 

 

I år 1760 da de havde vundet 7. årskrigen over Frankrig og havde fået kontrol over østkysten begyndte englænderne at kræve skat og afgifter af kolonisterne. 

" ingen skatter uden medbestemmelse" var deres slogan som svar og tvivlede på fordele med en monark. 

 

I år 1774 foranlediget af den optrappede konflikt og oplysningstidens ideer om individualisme, lighed og frihed, samledes kolonisterne til den første Continental Congress i Philadelphia for at beslutte hvad de skulle stille op. 

 

Inden de blev enige om noget stødte britiske tropper sammen med bevæbnede kolonister i april 1775 og en krig var en realitet. 

 

Det var dog først d. 4. july år 1776 at det ultimative formål med krigen blev formuleret i uafhængighedserklæringen: uafhængighed fra England.

 

Desværre var den kontinentale hær under ledelse af George Washington, underfinansieret, utilstrækkelig bevæbnet, dårligt trænet og stærkt i undertal overfor den britiske hær som var den største og mest professionelle i verden. 

 

Grundet alliance med Frankrig som i år 1778 stillede  materiel og skibe til rådighed vandt kolonisterne til sidst  så de kunne opbygge det USA vi kender.